Usikre tider: Tysk økonomi står over for nedgang

Usikre rammebetingelser bremser tysk økonomi. Det er vurderingen blandt 24.000 tyske virksomheder fra DIHK's seneste konjunkturundersøgelse.

27.10.2023

Der er ingen tegn på et bæredygtigt opsving – tværtimod har virksomhederne justeret deres investeringsplaner og beskæftigelsesintentioner nedad, og optimismen er svindende. DIHK forventer således en nedgang på 0,5 procent i økonomien i indeværende år. I 2024 forventes stagnation med nulvækst.

Rundspørgen viser: 

  • Virksomheder i alle sektorer er mindre positive over for den nuværende forretningssituation; 30 procent ser den som god, mens 21 procent finder den dårlig. Situationsvurderingen er faldet fra 19 til ni point, hvilket er langt under det langsigtede gennemsnit på 21 point. 
  • Risici og usikkerheder stiger blandt de tyske virksomheder, der i gennemsnit nævner mere end tre forretningsrisici, sammenlignet med 2,4 før pandemien. 
  • Energi- og råvarepriser udgør fortsat den største risiko for tyske virksomheder (61 %), hvorefter mangel på kvalificeret arbejdskraft (58 %) fremhæves. Derudover peger hver anden virksomhed på de økonomisk-politiske rammebetingelser (51 %) som et problem. Særligt “bureaukrati” fremhæves i fritekstsvaret hertil. 
  • Forventningerne i erhvervslivet er negative. 35 procent forventer forværring, mens kun 13 procent forventer forbedring, hvilket har reduceret forventningsbalancen til minus 22 point mod minus 5 i foråret. 

DIHK udtrykker, at de dystre tal giver Tyskland en unik mulighed for at forbedre sig på mange parametre. “Virksomhederne er ivrige efter, at regeringen trykker på reset-knappen og udnytter det eksisterende potentiale. Vi er nødt til at blive mere produktive og innovative”, siger adm. direktør i DIHK, Martin Wansleben. Dette kræver også handling fra virksomhederne, hvoraf mange allerede har justeret deres processer. Find hele rapporten HER.