Tyskland vil fremme elbiler
Tysklands regering fremsatte i maj 2019 et lovforslag om e-mobilitet. Da regeringen har flertal, bliver det sandsynligvis gennemført.
Tysklands regering vil fremme elbiler og e-varevogne. Derfor planlægger den love for e-mobilitet.
Lovene skal foreløbigt gælde til 2030, og gældende ordninger til fremme af elbiler forlænges tilsvarende.
NYT for virksomheder
• 50% særafskrivning for e-varevogne i anskaffelsesåret. Gælder kun for varebiler på op til 7,5 ton og kun for 100% el-biler. Samtidig gælder den ”almindelige” afskrivning for firmabiler.
• ”Gewerbesteuer” (den lokale erhvervsskat) sænkes med 10% på el-varebiler op til 7,5 t. Skattelettelser ved leje og leasing af elektrokøretøjer for firmaer – elcykler, elbiler og hybridkøretøjer.
NYT for medarbejdere
• Halv firmabilbeskatning af el- og hybridbiler. En medarbejder med en el-/hybridbil som firmabil beskattes kun med 1/2% af den tyske listepris.
• Halv firmabilbeskatning på elcykler. Reglerne for elfirmabiler gælder også for elfirmacykler.
• Skattefrie personalefordele ved opladning af el- og hybridbiler hos arbejdsgiver.
I samme måned åbnede Volkswagen op for reservationen af ID.3 - en ren elbil, der fra ultimo 2019 produceres i Zwickau. Produktionen er begrænset til 30.000 biler med en rækkevidde på 420 km. Shell opretter desuden 50 strømtankstationer i 2019.