Tyskland: nye 2030-klimamål skaber chancer for danske virksomheder
Tyskland bliver mere klimabevidst. Bevidstheden er opstået andre steder end hos politikerne: den yngre generation er optaget af ”Fridays for future”, og flere virksomheder er klar til at sænke deres CO2-udledninger.
Bosch vil som den første store industrivirksomhed være CO2-neutral ift. produktion, ledelse og forskning allerede i 2020. Hos Daimler skal alle tyske fabrikker producere CO2-neutralt i 2022. Og hos Siemens skal operations være CO2-neutrale i 2030.
Nu følger politikerne trop.
Regeringen har i dag givet deres bud på, hvordan Tyskland skal nå sine klimamål for 2030 med 55 % reduktion af drivhusgasserne i forhold til 1990.
Blandt en lang række punkter i den 22 sider lange klimaplan er følgende vigtige punkter:
- Der indføres CO2-priser i trafikken og byggeriet gennem certifikater. Benzin og diesel forventes at stige med ca. 3 cent pr. liter i 2021, stigende til mellem 9 og 15 cent i 2026.
- Som modsvar på de stigende brændstofpriser sænkes elpriserne. Sammen med højere fradrag for elfirmabiler skal overgangen til elektrisk mobilitet ske hurtigere.
- Brintstrategi udarbejdes til udgangen af 2019.
- Tiltrækning af battericelleproducenter støttes med 1 mia. euro.
- Støtte til mere energieffektivitet i byggeriet og industrien.
- Frem mod 2030 skal 65 % af elforbruget dækkes med vedvarende energi.
- Målet for udbygningen af offshore-vind øges til 20 GW i 2030.
Klimapakken har en størrelse på 50 mia. euro (372 mia. kr.), som finansieres uden at optage nye lån. Et uafhængigt udvalg skal årligt holde øje med, om køreplanen for klimamålene 2030 bliver overholdt.
Den nye klimaplan skaber på sigt chancer for danske producenter. Vi holder dig opdateret.