Øget incitament til vindmølle- og solcelleprojekter i Tyskland
07.07.2021
EEG-reform. Nye tyske vindmølle- og solcelleprojekter kan tilbyde andel af indtægter til kommunen. Det skal motivere flere kommuner til at give tilladelse.
Hidtil manglede det økonomiske incitament ofte hos kommunerne til at give de relevante tilladelser, da de fik en lav andel af skatten. Det laver to tiltag i den nye EEG-novelle om på, der blev vedtaget i slutningen af maj 2021. Lovændringen træder i kraft med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2021.
Tilskud pr. kW-time
Det er nu op til projektudbyderne at gøre det mere attraktivt for kommunerne at give grønt lys til projekterne. Siden 1. januar 2021 kan projektudbyderne tilbyde kommunerne, hvor projektet udføres, 0,02 €/kW-time. Loven lægger dog udelukkende op til muligheden for at komme med et sådant tilbud – der er ikke tale om et lovkrav, og det er op til de enkelte kommuner, hvordan det rent praktisk omsættes i diverse lokalplanvedtægter osv. Ordningen kan dog være med til at fremme projekter med vindmøller og solcelleparker i Tyskland.
Større skatteindtægt til "Standortgemeinden”
En anden ændring forventes ligeledes at gøre nye vindmølle- og solcelleprojekter mere attraktive for kommunerne. Fremover modtager kommunen, hvor projektet realiseres, 90 % af den tyske kommunale erhvervsskat (”Gewerbesteuer”). Kun 10 % går til den kommune, hvor selskabets administration ligger. Denne motivation forbedrer skatteindtægterne for de kommuner, hvor vindmøllerne fysisk står (”Standortgemeinden”); de fik hidtil 70 % af skatteindtægten.
To tiltag, der tilstræber at opretholde og forstærke incitamentet til fortsat at etablere grøn energi i de enkelte kommuner.
Spørg DANTAX, som har årelang erfaring med vindmøller og solcelleparker i Tyskland.
Denne artikel er fra jurist og skattekonsulent Lars Eriksen, Dantax (eriksen@dantax.dk, tlf. +49 461 700 35 12).
Revisionsfirmaet DANTAX i Flensborg har mere end 30 års erfaring med skatterådgivning af danske virksomheder og privatpersoner med aktiviteter i Tyskland. De knap 50 medarbejdere taler dansk og leverer en omfattende service, herunder skattemæssig, juridisk og driftsøkonomisk rådgivning, bogføring, lønafregning, årsregnskab og selvangivelser samt assistance ved skatterevision. DANTAX er med i forreste række inden for datamanagement og digitale arbejdsprocesser - men samtidig med stor vægt på den personlige kontakt. DANTAX har egen dansktalende advokat til ansættelsesaftaler og deres lønafdeling klarer indberetning af løn og skat – på dansk.