Husk nu: Ferie er ikke arbejde

Reglen om, at arbejdsforhold i Tyskland bliver tidsubegrænset, gælder kun i tilfælde af, at der fortsat bliver arbejdet. Og ferie gælder ikke som arbejde.

10.07.2023

Bundesarbeitsgericht mindede os for nylig om, at ferie ikke er det samme som arbejde. Mange nyder lige nu deres velfortjente sommerferie og er ikke så overraskede over dette. Men i Tyskland opstod der i et arbejdsforhold tvist om, hvorvidt arbejdsforholdet var slut. Det afgørende spørgsmål var netop, om en ferieydelse havde samme retlige virkning som en arbejdsydelse.

I Tyskland er det muligt at tidsbegrænse arbejdsforhold i henhold til Teilzeit – und Befristungsgesetz, TzBfG. Et tidsbegrænset arbejdsforhold ender automatisk ved tidsperiodens udløb (§ 15 stk. 1 TzBfG) eller når det aftalte formål er opnået (§ 15 stk. 2 TzBfG). En fortsættelse er mulig, hvis arbejdsgiveren beskæftiger arbejdstageren efter dette tidspunkt og ikke gør indsigelser (§ 15 stk. 6 TzBfG).

I Hamborg havde en arbejdsgiver bevilliget en arbejdstager ferie i en periode, som strakte sig længere end arbejdsforholdets tidsbegrænsning. Arbejdstageren fik den idé at argumentere, at arbejdsforholdet derved var fortsat og blevet tidsubegrænset. Både Arbeitsgericht Hamburg og Landesarbeitsgericht Hamburg afviste arbejdstagerens krav, og dommene blev bekræftet af Bundesarbeitsgericht den 9. februar 2023 (7 AZR 266/22).

Resultatet var: Reglen om, at arbejdsforholdet bliver tidsubegrænset, gælder kun i tilfælde af, at der fortsat bliver arbejdet. Og ferie er netop ikke arbejde, slog dommerne fast. Arbejdstagerens begrundelse, at han ved at holde ferie havde ydet en indsats for arbejdsgiveren ved at være på rekreation fra arbejdsydelsen, overbeviste ikke retten. Man skal yde for at kunne nyde, lyder devisen!