Rejsende fra Hamborg til København skal behandles ligesom rejsende fra København til Hamborg

Det danske samfund åbner igen, men i den store genåbningsplan er der ikke ét ord om grænserne.

20.05.2021

Danmark er verdensmester i coronatestning.

I sidste uge udførte Danmark lige så mange tests som Tyskland, dvs. relativt set 15 gange så mange. Sikke en fantastisk præstation, som vidner om en handlekraftig offentlig sektor. Teststrategien genåbner samfundet og kickstarter økonomien.

I den store genåbningsplan findes der dog ikke ét ord om grænserne.

Men i international politik findes der et gensidighedsprincip: Lande behandler hinanden lige.

Tyskland giver nu danskere med en negativ test karantænefri indrejse. Men i Danmark kan en indrejsende fra Tyskland først teste sig fri efter fire dage.

Tyskerne er foran på vaccinationer og har absolut styr på smitten. Den er faldet konstant de sidste par uger.

Pinseweekenden vil være et godt tidspunkt for danske politikere at genetablere gensidighedsprincippet og behandle folk, der rejser fra Hamborg til København som Tyskland behandler folk, der rejser fra København til Hamborg.