Corona og flaskehalse sænker ifo-indekset i november måned

Stemningen i det tyske erhvervsliv er forværret. Ifo-indekset er faldet til 96,5 fra 97,7 i oktober måned. De tyske virksomheder er mindre tilfredse med den nuværende situation og mere pessimistiske i forhold til de kommende måneder. Corona og flaskehalse skaber udfordringer.

Fordelingen i de forskellige brancher lyder: 

  • I industrien er indekset faldet. Virksomhederne vurderer den daglige forretning væsentligt dårligere. Forventningerne lysner dog en del, hvilket bl.a. skyldes udviklingen i bilindustrien. Industrien er fortsat udfordret af råstofmangel. Mange virksomheder planlægger prisstigninger. 
  • I servicesektoren er indekset tydeligt forværret. Skepsissen er særligt tydelig ift. forventningerne til fremtiden, som ikke siden november 2020 er gået kraftigere tilbage. Tilfredsheden med den aktuelle situation er også gået tilbage. Særligt forventningerne i turist-, hotel- og restaurationsbranchen er påvirket af den fjerde coronabølge. 
  • I handelssektoren er indekset faldet. Dette skyldes mere pessimistiske forventninger. Virksomhederne vurderer dog den nuværende situation lidt bedre. Detailhandlen er fortsat udfordret af leveringsproblemer, og der forventes i de kommende måneder flere prisstigninger. 
  • I byggesektoren er indekset faldet en smule. Forventningerne er faldet efter flere måneders kontinuerligt opsving. Virksomhederne vurderer dog den nuværende situation bedre.

    

Du finder en detaljeret oversigt over de seneste resultater på ifo's hjemmeside, også på engelsk.    


24.11.2021