Tyskland sænker momssatsen for at skubbe konjunkturerne i gang

22/06/2020

Momsen i Tyskland nedsættes fra 19% til 16%.

De tyske politikere har vedtaget en konjunktur- og fremtidsplan, der skal være med til at sikre arbejdspladser og få økonomien op at køre igen oven på coronapandemien. Det komplekse og ambitiøse program har flere fokusområder heriblandt momsnedsættelse og aflastning af både familier, virksomheder og kommuner. 

Momsnedsættelsen gælder fra 1. juli til 31. december 2020. Her nedsættes momsen fra 19 til 16 %, og momsen på fødevarer, bøger og tidsskrifter nedsættes fra 7 til 5 %

Af andre tiltag kan blandt andet nævnes: 

  • En ekstraordinær børnecheck på 300 euro pr. barn, og for enlige forsørgere fordobles skattefradraget.  
  • En erhvervsmæssig støttepakke, der skal fremme forskning og initiativer indenfor klima, teknologi og digitalisering (50 milliarder euro). 
  • Finansstøtte til kommunerne, der skal dække den bortfaldne erhvervsskat. 

Aftalen har en samlet størrelse på 130 milliarder euro og har til mål at få Tyskland stærkere ud på den anden side af denne ”ekstremt svære situation”.