Tyskland åbner fra næste uge – men forsigtigt

17/04/2020

Læs mere om forbundsregeringens nyeste tiltag for en langsom genåbning af landet.

I Tyskland ligger smittetrykket for coronavirus på 0,7, meddelte Tysklands sundhedsminister, Jens Spahn, i morges. Situation er dermed ifølge ministeren under kontrol. Allerede i onsdags meddelte regeringen, at Tyskland genåbner, dog kun gradvist og forsigtigt. 

Fra den 20. april kan butikker op til 800 m2 åbne, derudover bil- og cykelhandlere uanset deres størrelse.  

Den 4. maj skal der ske yderligere åbning af samfundet: 

  • Skolerne skal åbne gradvist 
  • Frisører kan åbne 

Alle nye tiltag sker under forudsætning af, at antallet af smittede går yderligere tilbage, og at der tages de nødvendige hygiejneforholdsregler. Følgende tiltag er også gældende: 

  • Store arrangementer vil være forbudt indtil den 31. august.  
  • ​Forbuddet mod at samles mere end to fra forskellige husstande i det offentlige rum bliver bibeholdt indtil den 3. maj.  
  • Grænsen til Tyskland holdes lukket. Indrejse kan ske, når man har et anerkendelsesværdigt formål. Grænsependlere, serviceudbydere og serviceteknikere er blandt dem, som kan rejse til Tyskland mellem en og fem dage. 
  • ​Tysklands regering anbefaler stærkt, at tyskerne bruger mundbind i supermarkeder og i offentlig transport. 

Alle tiltag skal sørge for, at smittetrykket forbliver omkring 1,0 eller helst derunder. 

Regeringens strategi består i at komme tilbage til en mulighed for sporing af infektioner. På den måde skal det være muligt bedre at undertrykke infektionsudbrud. 

Et afgørende element i strategien er en Corona-app, som registrerer, hvem man har haft kontakt med og giver besked, når en kontakt er blevet testet positiv for corona. Appen er endnu ikke færdigudviklet, men forventes at være klar i slutningen af april.  

En anden app er allerede i brug. Denne app forbindes med fitness trackers og Apple Watches. Appen sender sundhedsrelevante data anonymt til sundhedsmyndighederne, som på denne måde kan overvåge den regionale udvikling.  

Tysklands regering vil mødes med delstaternes regeringschefer hver anden uge for at diskutere antallet af smittede og de næste trin. 

I mellemtiden er alle tyske bilproducenter startet med forberedelser til at genstarte deres produktion fra den 20. april. 

Vi holder jer orienteret om udviklingerne.