AHK Daenemark News Hauptkategorie

Et lyspunkt for Europa: Femern-forbindelsen

01/02/2019

Tyskere er bl.a. kendt for at være grundige og bureaukratiske. Femern-forbindelsen er et rigtigt godt eksempel på dette. Den endelige beslutning om forbindelsen fylder 57 filer og 42.000 sider. Vi har ventet på den i årevis, men nu er den der. Og det vigtigste er, at forbindelsen kommer, og ikke hvornår præcist den kommer.

En ”Planfeststellungsverfahren” i Tyskland er en administrativ procedure, som sørger for at forstå og balancere de mange interesser, der påvirkes af offentlige infrastrukturprojekter såsom motorveje eller togbaner. En ”Planfeststellungsverfahren” ender med en ”Planfeststellungsbeschluss”. Mere end 10 år efter beslutningen om en forbindelse blev taget, er Femern-forbindelsens ”Planfeststellungsbeschluss”, nu endeligt underskrevet.

I Danmark har mange været utilfredse med den langtrukne procedure: Fire år har det taget Femern A/S at skrive ansøgningen på 10 000 sider, og over fem år har det taget de tyske myndigheder at gennemgå og vurdere alt og skrive konklusioner. Men alt det er nødvendigt for at imødekomme de klager, som nu vil komme. Alle har nemlig ret til at klage over elementer, som ikke er i overensstemmelse med love og regler, og hvor der ikke er taget højde for alle interessenter.

Danskerne er ikke alene om at brokke sig over de lange procedurer. De tyske erhvervsorganisationer er også ret bekymrede over Tysklands evne til at gennemføre store infrastrukturprojekter. En Planfeststellungsverfahren for et stykke motorvej kan sagtens tage et årti.

Mange i Tyskland kigger mod Danmark, når de forsøger at forenkle procedurer. Som Dansk-Tysk Handelskammer får vi forespørgsler om, hvordan man i Danmark planlægger infrastruktur. Det gælder i øvrigt også mange andre emner. Danskere er gode til enkle procedurer.

Trods det lange forløb glæder jeg mig over gårsdagens Planfeststellungsbeschluss fra Kiel. Femern-forbindelsen giver rigtig god mening. Den vil skabe en større region, som bliver mere konkurrencedygtig og kan tiltrække flere investeringer. Projektet kan finansieres med historisk lave renter. Og ikke mindst betyder forbindelsen, at Danmark og Tyskland bindes endnu tættere sammen.

Det er for mig også et europæisk integrationsprojekt og et lyspunkt i disse tider, hvor Brexit dominerer den europæiske debat i en grænsedragende retning.

Reiner Perau
Adm. direktør, Dansk-Tysk Handelskammer

 

Læs flere nyheder her.