Boehringer Ingelheim er German Company of the Year 2018

Medicinalvirksomheden Boehringer Ingelheim vinder prisen German Company of the Year 2018 for deres succes i Danmark og bidrag til landet.

”Boehringer Ingelheim har været til stede på det danske marked i mere end 40 år. Det har skabt dem en stærk position, og i de seneste år har virksomheden opnået substantiel vækst i både omsætning og medarbejdere. Med 225 medarbejdere er det en af de største tyske virksomheder i Danmark. Boehringer Ingelheim har gennem investeringer i nye produktionsfaciliteter i Kalundborg vist en stor investeringsvilje i Danmark og er med til at skabe nye jobs – også uden for storbyerne. Derfor er Boehringer Ingelheim en værdig vinder af German Company of the Year”, udtaler Hans Peter Kay, kommerciel direktør i Invest in Denmark.

"Vi er meget stolte og beærede over at modtage prisen som German Company of the Year i Danmark,” siger Nedim Pepic, General Manager for Boehringer Ingelheim Danmark og fortsætter: I mere end 40 år har Boehringer Ingelheim været til stede og engageret i Danmark, og vores nuværende vækstrate gør det muligt for os at fortsætte vores engagement med yderligere investeringer lokalt. Vi ser Danmark som en stærk europæisk aktør i forhold til gennemførelse af effektive højkvalitets kliniske forsøg, primært på grund af den fremragende arbejdsstyrkes knowhow og et godt dansk sundhedssystem. Desuden har Danmark et nationalt fokus på at udvikle og støtte innovation inden for sundhedssektoren. Det er afgørende for et forskningsdrevet lægemiddelfirma som Boehringer Ingelheim. Vi stræber hver dag efter at forbedre sundheden for patienter og dyr i Danmark såvel som i resten af verden. Vi kan kun gøre det med et engageret og motiveret lokalt medarbejderteam. På vegne af alle Boehringer Ingelheim medarbejdere i Danmark - Tak".

Det var en enig jury, som udpegede Boehringer Ingelheim som vinder. ”Boehringer Ingelheim løb med sejren på grund af deres betydningsfulde position i Danmark og store succes, som er opbygget igennem mange år. De har været på det danske marked siden 1974 og har siden 2011 haft en solid gennemsnitlig vækst i omsætning på 9 %. I 2017 var væksten endda på 22 %, primært drevet af succes inden for medicin, der både behandler diabetes og hjertekarsygdomme. Det er innovation, som ikke blot har bidraget til vækst og en stærk markedsposition, men også til at redde liv,” supplerer Claus Lønborg, adm. direktør for Copenhagen Capacity.

Stor interesse for German Company of the Year

Prisen uddeles for tredje gang og interessen har igen i år været stor. Reiner Perau, adm. direktør for Dansk-Tysk Handelskammer siger: ”Vi har modtaget mange gode og interessante ansøgninger fra alle brancher. Det gjorde det svært at nominere tre kandidater. De tre finalister i år Boehringer Ingelheim, HDI og r2p har særligt udmærket sig inden for de tre kriterier vækst, innovation og investeringer. Alle tre virksomheder er gode eksempler på, hvordan innovation og et højt ambitionsniveau kan skabe arbejdspladser og succes i Danmark. De kombinerer dansk og tysk knowhow, hvilket skaber værdi, nye muligheder og ikke mindst vækst.”

Ny formand for Dansk-Tysk Handelskammer Jens-Henrik Stilhoff Nicolaisen overrakte prisen til Nedim Pepic, General Manager for Boehringer Ingelheim Danmark i forbindelse med Dansk-Tysk Handelskammers årsdag og sommerfest onsdag den 6. juni i København.


Kort om German Company of the Year

German Company of the Year gives til et tysk selskab i Danmark, som har gjort sig positivt bemærket i dansk erhvervsliv ved at opfølge mindst et af kriterierne ekstraordinær vækst, innovation på det danske marked eller bemærkelsesværdige investeringer. Med prisen sætter Dansk-Tysk Handelskammer fokus på tyske investeringer i Danmark og deres bidrag med arbejdspladser, investering, viden og innovation. En fagjury bestående af Philipp Schröder, professor ved Aarhus Universitet; Lykke Friis, prorektor ved København Universitet og René Sidor, Managing Director for DachserNordic og repræsentant for sidste års vinder, har udpeget vinderen.